Cykel-site flyver med to vækstpiloter

Fredag den 6. september 2019

Gode erfaringer med den første støttede medarbejder fik Velomio til at søge igen hos Innovationsfonden

Jesper Johannesen, der driver Danmarks første website for nethandel med cykeludstyr.

Skrevet af journalist Claus Dindler
for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

To vækstpiloter med støtte fra Innovationsfonden arbejder med at udvikle Velomio.com, som er Danmarks første website, der samler nethandel med cykeludstyr.

Velomio-selskabet er udsprunget af Feltet.dk, som har hjemsted på Fuglsigvej i Hjørring, og som ejes og drives af Jesper Johannesen. I alt indgår fem websites om forskellige aspekter af cykling i virksomheden.

”For en iværksætter-virksomhed som vores er det en kæmpefordel, at vi kan få støtte fra landdistriktsvækstpilot-ordningen hos Innovationsfonden til at udvikle virksomheden,” siger Jesper Johannesen.

Den første vækstpilot startede 1. januar i år hos Velomio. Det er en journalist, der har arbejdet med at skrive tekster om de mange produkter, der præsenteres på websitet. Perioden er ét år, og støtten er på i alt 150.000 kr. Virksomheden supplerer op med et tilsvarende beløb til pilotens løn.

”Vi fik god hjælp til at udarbejde ansøgningen fra Hjørring ErhvervsCenter,” siger Jesper Johannesen.

Men faktisk er ansøgningsproceduren ikke særlig vanskelig. Så da Velomio også manglede en programmør til at videreudvikle teknikken bag velomio.com, skrev de selv ansøgningen og fik bevilget en landdistriktsvækstpilot mere. Denne gang i en to-årig periode med start 1. juni i år.

”Ikke blot er landdistriktsvækstpilot-ordningen en stor økonomisk lettelse. Den er også meget lidt bureaukratisk at administrere,” siger en tilfreds Jesper Johannesen.

Velomio.com er i dag i drift og kører i en dansk version. Den langsigtede plan for virksomheden har været, at den næste år skulle lanceres i England og siden videre ud i Europa.

Gennem den længere periode har Jesper Johannesen forhandlet med Eurosport-koncernen om et samarbejde, der skulle tilvejebringe den nødvendige kapital til at føre planen ud i livet.

”Desværre er Eurosport en stor koncern, og det kræver mange møder og tid at få den plan effektiviseret. Alt vores materiale lige fra forretningsplan til budgetter flere år frem skulle udarbejdes på engelsk, da det er en global virksomhed, vi sigter efter. Vi tror stadig på, at Eurosport går med i projektet, men på den korte bane løser det ikke vores kapitalbehov, så vi leder også efter endnu en investor – gerne en nordjysk investor,” siger Jesper Johannesen.

I første omgang er der behov for omkring halv til halvanden million kr. for at opnå den planlagte vækst i løbet af 2020.

Du kan få yderligere information om Innovationsfondens tilbud på et møde hos Hjørring ErhvervsCenter den 24. september med titlen ”Få støtte til udviklingsprojekter med vækstpotentiale.” Mere info og tilmelding via dette link:

KONTAKT REDAKTIONEN HER: Telefon: 9623 2600 Mail: kontakt@erhvervhjoerring.dk