Networking med provokerende indspark

Tirsdag den 13. august 2019

Business Get-Together med Dennis Nørmarks foredrag ”Pseudoarbejde – hvordan fik vi travlt med at lave ingenting?”

get-together-Pseudoarbejde

Skrevet af journalist Claus Dindler
for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Erhverv Hjørrings Business Get-Together 2019 finder sted den 23. august kl. 12 – 15 i haven ved Amtmandsboligen i Hjørring.

Du kan tilmelde dig her.

Business Get-Together er en chance for hyggelig networking kombineret med et spændende foredrag.

Årets foredragsholder er antroprologen Dennis Nørmark, der vil tale om ”Pseudoarbejde – hvordan fik vi travlt med at lave ingenting?”

Foredragets titel er også titlen på den bestseller-bog, som Dennis Nørmark har skrevet sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen.

I sit foredrag stiller Nørmark skarpt på alle de overflødige opgaver, vi fylder arbejdstiden med. Alle de møder, rapporteringer, e-mails, registreringer, PowerPoint præsentationer, målinger, policies og andre selvopfundne arbejdsopgaver, der forhindrer os i at skabe værdi, innovere og først og fremmest skabe en meningsfuld arbejdsdag. Et problem, der plager det private erhvervsliv mindst lige så meget som det offentlige.

I foredraget vil Dennis Nørmark fortælle om, hvad pseudoarbejde er, hvor udbredt det er, og hvordan det kunne gå så galt.

Foredraget er en provokerende og øjenåbnende indsigt i de arbejdsopgaver, vi spilder hinandens tid med, og de simple ændringer, medarbejdere og ledere kan implementere, for at trække tæppet væk under administrative overflødigheder og vrangforestillinger om, hvad der faktisk er vigtigt.

KONTAKT REDAKTIONEN HER: Telefon: 9623 2600 Mail: kontakt@erhvervhjoerring.dk