De små og mellemstore er grundlaget

Portræt af Karl Henrik Laursen, bestyrelsesmedlem i Erhverv Hjørring

Karl Henrik Laursen er direktør på Nordsøen, men repræsenterer turismen som helhed i Erhverv Hjørrings bestyrelse

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Torsdag den 15. oktober 2020

Direktør for Nordsøen (Oceanarium og Forskerpark), bestyrelsesmedlem i destinationsselskabet Nordvestkysten, aktiv i netværket Dialogmøder Turismefremme i Hjørring, bestyrelsesmedlem i Erhverv Hjørring og i kraft heraf medlem af det nydannede Hjørring Kommunes Erhvervsråd.

Der skal være god plads på Karl Henrik Laursens visitkort, hvis det hele skal med. Den tidligere økonomidirektør i Hjørring Kommune har siden 2012 været chef på Nordsøen i Hirtshals og har siden placeret sig centralt i den lokale erhvervspolitik.

Turismen er hans udgangspunkt, men han interesserer sig levende for erhvervsudviklingen som helhed. Og han ser frem til, at kommunens nye erhvervsråd træder i karakter.

”Min holdning er, at vi her i kommunen skal tage udgangspunkt i vores mange små og mellemstore virksomheder. Jeg har stor respekt for dem, der investerer tid, penge og opfindsomhed i disse virksomheder, og i Erhverv Hjørring og i erhvervsrådet skylder vi dem at skabe de bedst mulige betingelser for, at de kan trives og udvikles.”

Derfor mener Karl Henrik Laursen også, at erhvervspolitikken skal fokusere på at løse de problemer, som virksomheder støder på i det daglige fremfor at drøfte luftige visioner.

”Det handler om hurtig og smidig sagsbehandling, når der skal gives tilladelser og godkendelser, om at være på forkant med arealer til etablering eller udvidelser, om i det hele taget at være lydhør overfor de erhvervsdrivende.”

På turisme-området glæder Karl Henrik Laursen sig over, at det nye destinationsselskab Nordvestkysten kom op at stå inden corona-krisen.

”Det så kritisk ud i turisterhvervet i krisens første tid, hvor stort set alt i branchen gik i stå. Men så kom hjælpepakkerne og de politiske opfordringer til, at danskerne burde holde ferie i Danmark. Det endte med en rigtig flot sæson, og det var vores destinationsselskab positivt medvirkende til,” siger Karl Henrik Laursen, der understreger, at det gælder Nordsøen, men bestemt ikke alle i turistbranchen, hoteller og restauranter især.

Han ser stort potentiale til yderligere udvikling af det lokale turisterhverv.

”For eksempel er langt under halvdelen af sommerhusene her i området udbudt til udlejning. Sydpå langs vestkysten er det langt flere. Og vi kunne jo se her i sommer, at stort set alt blev udlejet,” siger Karl Henrik Laursen, der også peger på, at der er potentiale i udvikling af især de mindre turistvirksomheder – specielt på det digitale område.

Bliv medlem af Erhverv Hjørring

KONTAKT REDAKTIONEN HER: Telefon: 9623 2600 Mail: kontakt@erhvervhjoerring.dk