Den grønne nøgle er kommet til Hjørring

Hotel Phønix har fået det internationale Green Key-certifikat for bæredygtighed

Birgitte Messmann med Green Key-certifikatet for familievirksomheden Hotel Phønix. Til venstre Henrik Messmann og til højre Mikkel Messmann.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Torsdag den 10. september 2020

Hotel Phønix i Hjørring har som det første hotel og overnatningssted i det hele taget i Hjørring Kommune fået det internationale certifikat Green Key. Certifikatet gives til turistvirksomheder, der lever op til en lang række krav om bæredygtig indretning og drift.

Green Key-organisationen beskriver sig selv som ”turismens internationale miljømærke”. Omkring 3000 turistvirksomheder i 60 lande er Green Key-certificeret.

”Vores kunder – både danske og udenlandske – er i stigende grad fokuseret på bæredygtighed. Vi håber og tror selvfølgelig, at Green Key-certifikatet vil give Hotel Phønix en ekstra konkurrencefordel,” siger Henrik Messmann, der driver hotellet sammen med sin søster Birgitte Messmann. Henrik Messmann har ledet Green Key-projektet på Hotel Phønix.

Certificeringen er kommet i stand med motiverende rådgivning fra virksomhedskonsulent Allan Kiilsholm Petersen fra Hjørring ErhvervsCenter. Via NBE – Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark – har Hotel Phønix fået konsulentbistand til den gennemgribende analyse og dokumentation af virksomhedens praksis og de nødvendige ændringer, som er en betingelse for certificeringen.

Projektet resulterede i en Grøn Forretningsplan for Hotel Phønix på basis af 13 indsatsområder, blandt andet:

  • Miljøledelse
  • Vand
  • Vask og rengøring
  • Affald
  • Energi

Som et eksempel på detaljeringsgraden nævner Birgitte Messmann, at hotellets vandhaner ved håndvaske har fået indsats et begrænsende filter, så vandforbruget er blevet halveret.

”Green Key-arbejdet har ikke blot betydet, at vi har tilføjet ekstra kvalitet til vores tilbud til gæsterne. Det har også forbedret vores interne arbejdsgange og givet besparelser på driften. Og så er der for os alle her på Phønix gået lidt sport i at gøre alt så grønt som muligt,” siger Birgitte Messmann.

Green Key-certificeringen er så ny, at hotellet endnu ikke har nogen erfaring med, om det trækker flere gæster til. Foreløbig er der fuld gang i arbejdet med at udnytte Green Key-certificeringen i Hotel Phønix’s markedsføring.

KONTAKT REDAKTIONEN HER: Telefon: 9623 2600 Mail: kontakt@erhvervhjoerring.dk