Buldrer derudad med hjælpepakke 3

BDO Revision har travlt med at bistå virksomheder med at få godtgørelse for omkostninger

Morten Ovesen, senior partner hos BDO Hjørring: Det buldrer derudad med hjælpepakke 3.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Tirsdag den 19. maj 2020

Der har været travlhed på landets revisionskontorer, siden regeringen for to måneder siden indledte introduktionen af en række hjælpepakker for at holde hånden under virksomheder og medarbejdere under coronakrisen.

Behovet og interessen for hjælpepakkerne har varieret gennem perioden. Men lige nu er det Pakke 3, der er højaktuel. Det er den, der drejer sig om omkostningsgodtgørelse, og som henvender sig til virksomheder, der har mistet mindst 35 pct. af deres omsætning som følge af coronakrisen.

Det siger Morten Ovesen, der er senior partner hos BDO i Hjørring.

”Det er Pakke 3, der buldrer derudad lige nu. Her kan virksomhederne få godtgjort faste omkostninger på baggrund af, hvor stor omsætningsnedgang de har haft. Det afføder rigtig mange spørgsmål om, hvilke omkostninger, der er omfattet. Ordningen er nok den mest komplicerede at anvende og kræver også en erklæring fra revisor,” fortæller Morten Ovesen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra starten var det pakken vedrørende lønkompensation, der havde størst interesse fra virksomhederne. De fleste spørgsmål gik på anvendelsesmåden, omfanget og især på beregning af antal ansatte.

Morten Ovesen oplyser, at virksomheder, der søgte rådgivning omkring denne pakke, er bredt spredt indenfor brancherne industri, detail, restauranter, turisme, tandlæger og andre indenfor sundhedssektoren.

Det er virksomheder fra de samme brancher, der søgte rådgivning om Pakke 2, der vedrører kompensation for omsætningsnedgang.

Morten Ovesen oplever, at rigtig mange virksomheder indenfor turismen aktuelt søger Pakke 3.

BDO bistår desuden med de særlige pakker for aflyste arrangementer og for kulturinstitutioner.

Internt har BDO fra coronakrisens dag 1 omorganiseret virksomheden med et særlige ”korps” på landsplan, der hele tiden er 100 pct. opdateret på alle pakker.

”På vores website www.bdo.dk har vi givet alle mulighed for at stille spørgsmål og få gratis svar om pakkerne. Vi har desuden uddannet personale på kontorerne, der har ansvaret for at formidle viden fra det landsdækkende korps, ligesom vi her i Hjørring har uddannet fire medarbejdere til specifikt at hjælpe kunder med Pakke 3 om hjemsøgning af omkostningsgodtgørelse.

Og de har travlt lige nu,” slutter Morten Ovesen.

KONTAKT REDAKTIONEN HER: Telefon: 9623 2600 Mail: kontakt@erhvervhjoerring.dk