Optimisme på en vanskelig baggrund

Borgmester Arne Boelt priste samarbejdet med erhvervslivet i sin nytårstale

Borgmester Arne Boelt taler ved Erhverv Hjørrings nytårskur.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter
Fotos: Markus  Hasselgaard, Movimentum Films

Fredag d. 17. januar 2020

”Det skal nok gå, når blot vi fortsat står sammen.”

Det var en optimistisk Arne Boelt, der holdt sin traditionelle nytårstale på Erhverv Hjørrings Nytårskur 2020 på Nordsøen i Hirtshals.

Men Arne Boelt lagde ikke skjul på, at de objektive betingelser for udvikling i Hjørring kommune i det nye årti er vanskelige. Primært på grund af den demografiske udvikling med en stadigt mindre arbejdsstyrke.

Optimismen begrundede Arne Boelt med de seneste tiltag og kampagner, som kommunen og erhvervslivet er fælles om.

Ungegarantien er et strategisk projekt med det formål at hjælpe de unge til en god uddannelse og et godt arbejdsliv samt sikre fremtidig arbejdskraft til virksomhederne.

Arne Boelt oplyste, at allerede nu har 66 virksomheder skrevet under på en garantiaftale. Og han priste indsatsen fra de mange virksomheder, der har deltaget i udviklingen af Ungegaranti-projektet.

Borgmesteren omtalte også Husker du Hjørring-projektet, der har til formål at få flere til at flytte tilbage til Hjørring kommune, og roste i den forbindelse Erhverv Hjørring og Dynamic-netværket for at bidrage økonomisk til projektet.

Arne Boelt sluttede sit indlæg med en varm tak til Ole Peter Christensen for hans indsats som formand for Hjørring ErhvervsCenter, der nu er overgået fra at være en erhvervsdrivende fond til at være en kommunal afdeling.

Tak og champagne til Ole Peter Christensen.

KONTAKT REDAKTIONEN HER: Telefon: 9623 2600 Mail: kontakt@erhvervhjoerring.dk