Stærk fiskeri-indflydelse i national klynge

Det nydannede Food & Bio Cluster Denmark får tre bestyrelsesmedlemmer med rødder i Nordjysk Fødevare Erhverv

Dannelsen af Food & Bio Cluster fejres efter den stiftende generalforsamling

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter

Torsdag den 11. juni 2020

Fiskerierhvervet blev optimalt repræsenteret i det nye Food & Bio Cluster Denmark, der efter alt at dømme bliver den samlende nationale innovationsklynge for fødevare- og bioressource-virksomhederne i Danmark.

Det vurderer direktør Karl Henrik Laursen, Nordsøen Forskerpark.

Fiskeriets interesser skal varetages i den 14 mand store bestyrelse af disse tre personer, der alle har udgangspunkt i netværket Nordjysk Fødevare Erhverv:

  • Claus Christensen, Sæby Fiske-Industri
  • Henning Priess, Aquapri Denmark
  • Poul Melgaard Jensen, Danish Seafood Association

Formand for bestyrelsen blev Lars Dalsgaard fra Arla Foods.

Bestyrelsen blev valgt på Food & Bio Cluster Denmarks stiftende generalforsamling i forrige uge.

Den nye nationale fødevareklynge er favorit til at vinde udbuddet om at blive en af de klynger, der af Erhvervsfremmebestyrelsen senere på året vil blive udpeget til at samle og styrke udviklingen i virksomhederne indenfor udvalgte styrkepositioner i dansk erhvervsliv.

De 11 udvalgte områder er:

  • Miljøteknologi
  • Energiteknologi
  • Fødevarer og bioressourcer
  • Maritime erhverv og logistik
  • Life science og velfærdsteknologi
  • Byggeri og anlæg
  • Avanceret produktion
  • Digitale teknologier
  • Finans og fintech
  • Turisme

Dertil kommer Robot- og droneteknologi samt Animation, spil og film som spirende områder.

De nye nationale klynger skal afløse de mange hidtidige netværk spredt ud over landet, og de offentlige midler til klyngeformål vil for fremtiden alene blive kanaliseret ud via de nye erhvervsklynger.

Karl Henrik Laursen har arbejdet i kulisserne for, at fiskeriet ikke bliver klemt i en national klynge med store spillere som f. eks. Arla Foods, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer som deltagere.

”Vi har gjort et stort stykke arbejde for at få vores erhvervsfolk ind, og det er virkelig tilfredsstillende, at vi har tre gode folk blandt de fjorten i bestyrelsen,” siger Karl Henrik Laursen.

Gennem 10 år har Nordjysk Fødevare Erhverv gjort en stor indsats for udviklingen af fødevarebanchen i Nordjylland.

”Men i den overordnede strategi fra regeringen og Erhvervsfremmebestyrelsen er der ikke plads til sådanne regionale og lokale netværk mere. Vi må se bort fra provinsiel tænkning og indgå positivt i den nationale sammenhæng, og her søge indflydelse” siger Karl Henrik Laursen, der er meget tilfreds med, at Food & Bio Cluster Denmark forhåbentligt får en hub-organisation med regionale repræsentationer – sandsynligvis med en nordjysk afdeling i Aalborg.

Food & Bio Cluster Denmark har fra starten 250 virksomhedsmedlemmer – samt de store organisationer DI og Landbrug & Fødevarer samt universiteterne i Aarhus, Odense og København. Karl Henrik Laursen opfordrer nu til, at de nordjyske fødevare- og bioressourcer-virksomheder – herunder ikke mindst virksomheder i fiskeforarbejdningsbranchen – nu engagerer sig i den nye klynge f.eks. ved at tegne et medlemskab i klyngen.

KONTAKT REDAKTIONEN HER: Telefon: 9623 2600 Mail: kontakt@erhvervhjoerring.dk